Pythiske lege

Delfi Stadion, hvor de antikke phythiske lege blev afholdt
Startlinien på Delfi Stadion, med de markante startblokke med udhuggede udhulninger, til at sikre bedre fodfæste ved starten. En detalje, der også kendes fra andre græske stadions

De pythiske lege (eller Delfi-legene) var et af de fire antikke græske sportsarrangementer. De blev afholdt i Delfi hvert 4. år, og er – sammen med antikkens olympiske lege i Olympia – blandt forløberne til de moderne olympiske lege, der også afholdes hvert 4. år.

De antikke phythiske lege blev afholdt til ære for Apollon to år efter (og to år før) afholdelsen af de olympiske lege mellem de nemeiske lege og de isthmiske lege Traditionen blev grundlagt i det 6. århundrede f.Kr., og legene omfattede konkurrencer inden for musik og poesi, som ikke foregik under de olympiske lege.

Konkurrencerne inden for musik og poesi er ældre end sportskonkurrencerne, og ifølge de mytiske overleveringer går de helt tilbage til Apollon, som de mytiske overleveringer hævder han indledte efter at have besejret Python og i forbindelse med, at han grundlagde Oraklet i Delfi.

Atletikkonkurrencerne var de samme som ved de olympiske lege. Der blev bl.a. afholdt hestevæddeløb med vogne trukket af firspand, forskellige gymnastik- og atletikkonkurrencer m.m.

Vinderen blev hædret med en laurbærkrans og begunstigelser fra sin hjemby. Legene strakte sig over tre måneder, hvorunder der blev opretholdt våbenhvile (Den Hellige Delfi Fred), så deltagere og tilskuere uhindret kunne nå frem til legene.

I år 394 bandlyste Theodosius I., kejser af Rom og Byzans, de pythiske lege med den begrundelse, af de var hedenske.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search